Gave til kontoret

Min far har fødselsdag på fredag. Vi skal til fin middag, min mand og jeg. Min bror og hans kone kommer også. Og vi har naturligvis hele flokken af børn med os. Jeg håber, at de vil være søde og opføre sig ordentligt. Min ældste søn har lovet, at han nok skal gigge lidt efter de to små. Men han vil ikke se efter sine fætter og kusine. Det er vigtigt for mig, at mine børn opfører sig pænt, når vi er ude. De må gerne larme herhjemme, men de skal følge reglerne i det hus, vi besøger.

Regler for fint bord

Mine forældre har nogle strenge regler for, hvordan man opfører sig ved en fin middag. Børn må gerne sidde med ved bordet, men de må ikke smaske eller råbe. Og de skal spørge pænt, om de må få mere, medmindre de bliver budt på det.

Det er noget af en udfordring for mine to små. De er vant til at kunne række ud eller at råbe op, hvis de vil have mere – det kan de ikke til middagen. Jeg ved godt, at det er godt for dem at lære at tilpasse sig forskellige situationer og respektere en anden families normer. Men det kræver også, at de har tid til at vænne sig til det, og det får de ikke helt. Nu ser vi, hvordan det går.

Forskellige tilgange til børneopdragelse

Det har altid været sådan hos mine forældre. De er meget strenge – både over for børnene og over for sig selv. Det er denne uerinderlighed, jeg husker mest fra min barndom. Mine forældre er også meget kærlige, men deres kærlighed udtrykte sig gennem bestandighed og ansvar snarere end gennem løs hyggeliggørelse.

Måske er det netop grunden til, at jeg giver mine børn meget frihed nu. Jeg blev nærmest holdt i stramme tøjler hele min barndom, og det præger den måde, jeg ønsker at opdrager på. Jeg vil ikke være lige så streng, som mine forældre var. Men jeg ser også nu, hvor jeg er blevet voksen, at der var meget klogt i deres tilgang – selvdisciplin og evnen til at udsætte behovstilfredsstillelse var faktisk værdifulde færdigheder.

Disciplin uden selvforkælelse

Strenghed og disciplin var mine forældres tilgang til både børneopdragelse og til livet generelt. Det var ikke blot noget, de anviste børnene; det var noget, de praktiserede på sig selv hver eneste dag. Jeg kan i dag godt se, at de også har været meget selvdisciplinerede overfor sig selv – måske endda for selvdisciplinerede. De har ikke nydt livet ret meget. Eller lært at forkæle sig selv på måder, der ikke havde noget med produktivitet at gøre.

En opslagstavle og en makulator

Tag nu min fars ønskeseddel som eksempel. Der er ikke en eneste ting på den, som ikke er nyttig. Der er ikke en eneste ting, som bare er noget, han gerne vil forkæle sig selv med – som for eksempel en god flaske vin eller en spændende bog. Nej. Han ønsker sig ting til sit kontor: en makulator og en opslagstavle. Det er det hele.

Han har naturligvis brug for disse ting til sin virksomhed. Men er det ikke noget, han kunne anskaffe gennem virksomhedens budget? Det er helt sikkert en mulighed, men hvis han kan få det som fødselsdagsgave i stedet, foretrækker han det. Der er noget meget karakteristisk ved at få det som gave – måske føles det som en mere meningsfuld anledning, eller måske handler det bare om, at det bliver ønskeligt først, når børnene viser interesse for det.

Det er en besynderlig holdning, hvis man spørger mig. Men det er sådan, han er, og jeg kan jo ikke ændre på ham. Det ville være meningsløst at prøve.

Shoppeoplevelsen og kapacitetsdilemmaet

Jeg var i byen sammen med min store søn for at finde en makulator. Jeg havde talt med min bror om, at vi ville købe en god en til far sammen, så vi kunne give både makulatoren og opslagstavlen som en fælles gave fra alle børnene.

Min dreng fandt en ret stor opslagstavle – en hvid magnetisk model, der ser både praktisk og pæn ud. Vi var begge enige om, at den var perfekt. Men makulatoren var en anden sag helt.

Det viste sig at være mere kompliceret end forventet. Jeg vidste ikke helt, hvor stor en kapacitet min far har brug for. Skal makulatoren bruges dagligt til at destruere en masse dokumenter, eller skal den kun bruges til at destruere få ark med skriftligt hver dag? Hvis han har meget papirarbejde i sin virksomhed, er en større makulator vigtig – den kan håndtere mere kontinuerlig brug uden at blive overophedet. Hvis det er mere sporadisk brug, er en mindre middelstor model tilstrækkelig.

Til sidst endte jeg med at købe en middelstor makulator til ham. Det virker som et fornuftigt kompromis mellem kapacitet og plads på skrivebordet. Jeg håber virkelig, at han bliver tilfreds med det. Der er altid en vis usikkerhed, når man køber praktiske gaver til andre – men med hans ønskeseddel som vejledning føler jeg mig rimelig sikker.